Arkiv

Dagens KIF-spiller: Jens Svane Peschardt


I de kommende uger vil vi præsentere samtlige spillere plus trænerstaben i KIF Kolding gennem en række interviews.

Dagens KIF’er er KIF’s alsidige playmaker og bagspiller, Jens Svane Peshcardt, som vi dog ikke får at se på banen de første mange måneder. Det skyldes, at Svane er blevet opereret i skulderen. Mens Jens Svane Peschardt tager så også lige nu en tørn i KIF Koldings bestyrelse, hvor han lægger en masse energi i sammen med resten af bestyrelsen at sikre et godt grundlag for klubbens videre drift.

Fakta: Jens er 23 år, 1,93 meter høj og med en vægt på 98 kilo. Han skal i gang med sin sjette sæson på KIF’s ligahold.

Hans barndomsklub er Egtved IF. Jens Svane skiftede til KIF som førsteårs U14-spiller. Jens har spillet 25 U-landskampe for Danmark. Jens er single.

Hvad tænker du om den kommende sæson. Hvad er dit og holdets sportslige mål for den kommende sæson?

-Får vi en helt ideel sæson har vi holdet, som godt kan spille sig i slutspillet. Men hvis tingene ikke flasker sig for os tror jeg ikke vi kommer i nedrykningsfare. Dertil tror jeg på, at vi har et hold, som er for godt.

Og dine personlige mål. Hvad håber du at kunne bidrage med?

-Nu kommer der jo til at gå et godt stykke tid, før jeg kan bidrage med indsats på banen. Så jeg skal bidrage med godt humør og med opbakning til drengene, og så skal jeg være med til at gøre livet nemmere for holdkammeraterne, og for at de nye spillere falder godt til i klubben og i byen. I slutningen af sæsonen håber jeg så også på, at jeg vil være klar til at bidrage på banen.

Nævn tre håndboldpersonligheder, som du har ladet dig inspirere af?

-Den første jeg vil nævne er Bo Spellerberg. For det første synes jeg han er en fantastisk håndboldspiller, som er den måske største profil vi har haft i den danske håndboldliga. Og for en ung spiller som mig har det været fantastisk at få lov til at spille sammen med ham. Så er han også en god fyr i omklædningsrummet, og i de hele taget både på og uden for banen.

Den næste jeg vil nævne er vores tidligere franske stregspiller Cyril Viudes, som både var et socialt samlingspunkt og ikke mindst uden for banen et stort menneske. Endelig vil jeg nævne Kasper Hvidt, som også har været en fantastisk inspirationskilde at spille sammen med. Det er vanvittig fedt at spille sammen med en så dedikeret person, som Kasper var, da han var aktiv.

Din største håndboldoplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-Jeg vil nævne to kampe. Den tredje og afgørende kamp mod Tønder sidste år. Her var det hele sat på spidsen, og det var en så afgørende kamp for både klubben og for os spillere. Her viste vi, at vi kunne præstere under et stort pres, og det var vildt fedt at opleve. Så vil jeg også nævne EHF Cup-kampen i 2016, hvor vi spillede 23-23 hjemme mod SC Magdeburg. Jeg var ny i truppen, og jeg skulle afløse en skadet Magnus Landin på fløjen. Jeg scorede vist på alle mine forsøg, og for mig var det nok den første store kamp, hvor jeg selv kom til at spille en større rolle på holdet.

Hvad bruger du tiden på, når du ikke lige spiller håndbold?

-Jeg er frivillig på håndboldlinjen på Skamlingsbankens Idrætsefterskole. Det er et rigtig fint job for mig, fordi det er en god afveksling i forhold til elitehåndbolden, hvor det handler om vind eller forsvind. På håndboldlinjen kan jeg være med til individuelt at udvikle de unge mennesker, og det er også noget jeg selv lærer meget af.

Fortæl noget om dig selv, som vi ikke vidste i forvejen?

-Da jeg var 10-12 år gammel stillede jeg sammen med min søster og tre af hendes veninder op til Børne MGP i Egtved. Vi sang sangen ”Drenge som mig” af Johnny DeLuxe, og vi vandt grand prixet. Jeg stod noget i baggrunden, men måske er det sangen jeg skal satse på efter håndbolden, siger Jens Svane Peschardt med et skævt smil.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding