Arkiv

KIF tabte klart til et stærkt GOG-mandskab


At GOG forleden besejrede Flensburg-Handewitt med otte mål er givetvis ikke nogen tilfældighed. I hvert fald ikke, når man så den fynske angrebsmaskine i fuldt flor søndag eftermiddag i Sydbank Arena i Kolding, hvor fynboerne fik vist, at de er et par skridt eller tre foran KIF Kolding – plus givetvis også de fleste andre hold i den danske liga.

GOG vandt pokalottendedelsfinalen i Santander Cup med 36-21 over KIF Kolding efter en føring på 17-9 ved pausen.

At tabe til en bedre modstander er ingen skam, men set med KIF-øjne var det bekymrende, at der var for mange facetter af spillet, som slet ikke fungerede for KIF, som fra starten af kampen måtte halse efter de velspillende fynboer. I det etablerede angrebsspil havde KIF’erne det svært mod det meget bevægelige fynske forsvar, og når KIF’erne så kom på skudhold blev der brændt alt for mange oplagte chancer på den stærkt spillende Viktor Gisli Hallgrimsson i det fynske mål.

I midten af 1. halvleg valgte KIF-træner Andreas Toudahl at spille syv mod seks, men det var ikke nogen ubetinget succes for KIF, da fynnboerne fire-fem gange i 1. halvleg kunne sende bolden i et tomt KIF-mål, umiddelbart efter at KIF’erne enten havde brændt en chance eller flere gange, da KIF’erne lavede tekniske fejl.

Det betød, at GOG reelt havde afgjort kampen efter de første 30 minutter, og set med KIF-øjne blev slemt værre allerede efter godt ét minuts spil i anden halvleg. En fynsk spiller sendte bolden i retning mod det tomme KIF-mål, men fra bænken styrtede KIF-keeper Tim Winkler ind for at redde bolden. Winkler ramlede med stor fart ind i stolpen, og blev efterfølgende liggende længe bag målet. Og da den erfarne KIF-målmand kom på højkant igen måtte han støttes humpende ud i omklædningsrummet. Efterfølgende kom Winkler ind i hallen igen med et stort plaster i hovedet, og med et ben, hvor det fra tilskuerpladserne umiddelbart lignede en alvorlig knæskade. Det vil være rigtig skidt for KIF, hvis holdet skal undvære Winkler igennem længere tid.

I resten af kampen kæmpede KIF’erne videre, men forhindre et stort nederlag kunne KIF’erne ikke. Det ændrer ikke på, at KIF’erne nu skal se frem mod turneringsstarten med en tro på, at holdet kan komme til at spille en rolle i ligaen, hvor GOG’erne efter alt at dømme vil være at finde blandt de absolutte tophold. Der går et stykke tid, inden KIF er der, men for hverken spillere, trænere eller KIF’s fans er der grund til at hænge med hovederne. Det er nemlig ingen skam at tabe til en bedre modstander. Og det var GOG i den grad søndag eftermiddag.

Kampen i tal:

Målscorere

KIF: Andreas Væver, 7, Andreas Flodman, 3, Alexander Morsten, Thomas Boilesen, Peter Balling og Kristoffer Vestergaard, hver 2, Troels Ejby Jørgensen, Chris Jørgensen og Benjamin Pedersen, hver 1 mål.

GOG: Kasper Kildelund, 7, Mathias Gidsel, 5, Emil Jakobsen og Simon Pytlick, begge 4, Anders Zachariassen og Emil Madsen, begge 3, Oscar Bergendahl, Morten Olsen, Emil La Cour, Steven Jacobsen og Lucas Garsdal, hver 2 mål.

Cirka 450 tilskuere i Sydbank Arena Kolding

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding