Arkiv

Dagens KIF-spiller: Andreas Flodman


I disse uger vil vi præsentere samtlige spillere plus trænerstaben i KIF Kolding gennem en række interviews.

Dagens KIF’er er den lynhurtige og træfsikre svenske højre fløj Andreas Flodman, som kom til KIF i 2018 og dermed skal i gang med sin tredje sæson i klubben. Flodman er noteret for 60 førsteholdskampe for KIF Kolding. I sine første to sæsoner har Andreas været en stor profil for KIF, og i sidste sæson sluttede han som ligaens bedste højre fløj med en plads på årets hold i ligaen.

Fakta: Andreas er 27 år, 1,85 meter høj og med en vægt på 85 kilo. Andreas’ barndomsklub er GUIF Eskilstuna. Efterfølgende skiftede han til Irsta HF i Västerås i den næstbedste svenske række, hvor han spillede i to sæsoner og i en af de to sæsoner blev topscorer i den næstbedste række med 157 mål. I 2014 skiftede Andreas Flodman til Alingsås HK, som han spillede for i fire sæsoner – og i alle fire sæsoner var i finalen om det svenske mesterskab. I alle fire finaler blev til til SM-sølv for Andreas og Alingsås HK.

Andreas er noteret for 5 A-landskampe, 30 U-landskampe og 30 Y-landskampe for Sverige. Andreas er kæreste med Frida.

Hvad tænker du om den kommende sæson. Hvad er dit og holdets sportslige mål for den kommende sæson?

-Vi har jo en smal trup, men til gengæld en trup med megen kvalitet. Vi har fået tilgang af gode spillere, men hvordan det kommer til at fungere for os er det jo lidt svært at sige noget om her forud for sæsonstarten. Vi har haft en lang pause uden håndbold, og skal starte lidt forfra. Men vi skal tro på det. Rammer vi dagen kan vi vinde mange kampe i ligaen. Ser vi bort fra holdene i top fem tror jeg på, at vi har gode muligheder mod alle andre hold, og dermed mener jeg også vi har mulighed for at komme i slutspillet, hvis vi får momentum og får tingene til at fungere.

Og dine personlige mål. Hvad håber du at kunne bidrage med?

-Jeg satser på stadig at udvikle mig, score mange mål og bidrage til holdet. Men håndbold er først og fremmest en holdsport. Jeg vil bidrage til, at det går godt for klubben.

Nævn tre håndboldpersonlighede du har ladet dig inspirere af?

-Spillere som Ivano Balic og Kiril Lazarov har jeg altid været fan af. Men jeg vil også nævne min tidligere træner Irsta HF i Västerås, Martin Boquist, som også kendes fra sin tid i dansk håndbold og fra det svenske landshold. Han betød meget for mig, da jeg havde ham som træner.

Din største håndboldoplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-Den største oplevelse var, da jeg i 2013 var med på det svenske U21-landshold, som vandt VM-guld ved det VM, som blev spillet i Bosnien. De fire finaler om det svenske mesterskab, som jeg har været med i for Alingsås HK var også en stor oplevelse, selvom vi tabte alle fire finaler. Men det er altid en fed oplevelse at spiile for 8000-10.000 tilskuere.

Hvad bruger du tiden på, når du ikke lige spiller håndbold?

-Jeg har et deltidsjob i den danske afdeling af firmaet Global Evolution, som har hjemsted i Kolding. Det er et stort internationalt fondsmæglerselskab, og her arbejder jeg med risikoanalyse og databehandling. Jeg har tidligere i Sverige arbejdet fire år i bank- og forsikringsverdenen, så jeg kan bruge mine kompetencer i jobbet her i Kolding. I fritiden spiller jeg også golf – så meget tiden tillader det.

Fortæl noget om dig selv, som vi ikke vidste i forvejen?

-Jeg har sort bælte i karate, konstaterer den lynhurtige og træfsikre svensker på KIF’s højre fløj, som også i denne sæson har alle betingelser for at blive én af de helt store profiler for KIF Kolding og i den danske håndboldliga.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle