Arkiv

KIF på en heftig opgave i det nordjyske


KIF på en heftig opgave i det nordjyske

KIF Koldings mandlige ligahold kunne næppe komme på en mere heftig opgave i sæsonpremieren i ligaen end den opgave KIF’erne skal på fredag aften i Aalborg.

De seneste to sæsoners danske mestre fra Aalborg Håndbold står på den anden side af midterlinjen, og selvom nordjyderne lige som KIF har skiftet ud på mange pladser er det stadig et nordjysk mandskab med kvalitet fra øverste hylde, som KIF’erne skal op imod.

Fra sidste sæsons mesterhold er spillere som Henrik Mølgaard, Mads Christiansen, René Antonsen, Sebastian Barthold, Buster Juul og målmand Mikael Aggefors stadig blandt de store profiler, og nordjyderne har så hentet nye profiler som målmand Simon Gade, sidste sæsons ligatopscorer Nickolai Læsø, samt svenskerne Felix Claar og Lukas Sandell til at lukke hullerne efter de spillere, som har forladt mesterholdet.

For KIF’erne gælder, at de fredag aften kan spille frigjort i den forstand, at der ikke ligefrem er et forventningspres på holdet i netop denne kamp. Aalborg Håndbold har i optakten til sæsonen tabt et par træningskampe til blandt andet TTH og Skanderborg, men da det gjaldt noget viste nordjyderne klassen, da holdet tog til Fredericia og her vandt 1/16-finalen i pokalturneringen og senest over GOG i Super Cup´en.

For KIF’erne gælder det om at give den fuld gas og få forsvaret op i fulde omdrejninger mod det stærke nordjyske mandskab, som i denne sæson også har store opgaver forude i Champions League.

Selv udtaler Cheftræner Andreas Toudahl:

- Vi har haft fokus på os selv til træning og vores egen præstation. Aalborg Håndbold har et klassemandskab med dygtige spillere på samtlige positioner, så det bliver en rigtig svær opgave. Men jeg er sikker på at vi med den rette præstation har værktøjerne til at overraske i Aalborg. Dette kræver dog at den enkelte spiller leverer sit bedste og at vi derved lykkes som hold.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding