Arkiv

Dagens KIF-træner: Andreas Toudahl


I disse uger vil vi præsentere samtlige spillere plus trænerstaben i KIF Kolding gennem en række interviews. Dagens KIF’er er cheftræner Andreas Toudahl, som kom til KIF i 2019 som assistenttræner for Ulf Sivertsson. Andreas skal således i gang med sin anden sæson i klubben.

Fakta: Andreas er 38 år. Andreas Toudahl har en lang karriere som spiller bag sig. Andreas’ barndomsklub er DHG Odense. Som førsteårs senior skiftede han til Otterup HK, kom herfra videre til Viborg HK, BSV, Skjern og Sønderjyske, inden han sluttede karrieren som spillende assistenttræner i Skive. Som træner har han virket som assistenttræner i Odder, inden han sidste sommer fortsatte trænerkarrieren i KIF Kolding.

Andreas Toudahl har 27 A-landskampe og 4 U-landskampe på CV’et. Han er gift med Camille og sammen har de sønnen Viktor på fire år.

Hvad tænker du om den kommende sæson. Hvad er dit og holdets sportslige mål for den kommende sæson?

-Jeg ser frem til en spændende sæson. Vi har haft en stor udskiftning på holdet, og på mange måder er det en ny start for både holdet og klubben. Jeg var jo selv med indover beslutningerne i sidste sæson i forhold til rekruttering af de nye spillere, og jeg synes vi har fået sammensat en fin trup med en god blanding af unge spillere på vej frem og erfarne spillere, som har været med i gamet i mange år. Den sportslige målsætning venter vi lige en lille smule med. Den tager vi sammen med spillerne, lød det fra Toudahl, da interviewet blev lavet den 25. august.

Og hvor er det du har dit fokus for, at I som hold skal lykkes?

-Mit store fokus er, at vi skal have et meget stærkt defensivt fundament. Det er lykkedes ret godt i flere af træningskampene. Vi skal have en basis vi kan falde tilbage på, og så skal vi naturligvis også udvikle angrebsspillet, hvor jeg håber på, at vi kan spille hurtig håndbold, men også spille klogt og slå bolden i gulvet, når der er brug for det. Og dermed minimere antallet af tekniske fejl.

Nævn tre håndboldpersonligheder du har ladet dig inspirere af?

-Jeg vil nævne to – Ulrik Wilbek og Nikolaj Jacobsen. Ulrik Wilbek havde jo ikke en glorværdig håndboldkarriere som baggrund, men han kunne noget med mandskabspleje og motivation. Ham har jeg lært rigtig meget af. Det samme har jeg af Nikolaj Jacobsen, som jeg både har spillet sammen med i Viborg og haft som træner i BSV. Hans vindermentalitet og engagement er inspirerende for mig.

Din største håndboldoplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-Da jeg var 23 år fik jeg debut på det danske A-landshold. Det var i en kamp på udebane i Finland. Ikke i sig selv nogen frygtindgydende opgave eller kulisse. Men jeg var en ung mand, som var meget nervøs, og da jeg hørte nationalmelodien var det en stor oplevelse for en nervøs ung mand, som fik sin landsholdsdebut. Samtidig også en oplevelse jeg var stolt af.

Hvad bruger du tiden på, når du ikke lige spiller håndbold?

-Jeg er faktisk sådan én, som tænker håndbold 24 timer i døgnet. Men jeg holder selvfølgelig også fri. Og så bruger jeg tiden sammen med familien. Men jeg prioriterer også at være sammen med rigtig gode venner – både fra håndboldens verden, men også andre venner. Og så kan det både være med golf, padeltennis eller kortspil på programmet.

Fortæl noget om dig selv, som vi ikke vidste i forvejen?

-Måske er det overraskende for spillerne, når vi træner. Men i al beskedenhed mener jeg jo selv, at jeg er en fantastisk håndbolddommer. Og det samme mener jeg jo, at jeg er når vi i KIF spiller kamp. Så jeg er altid klar til at hjælpe dommerne, lyder det fra Toudahl – med et glimt i øjet.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding