Arkiv

Udfordring venter KIF mandag aften på Sydfyn


Det er kun godt en måned siden KIF Koldings mandlige ligahold sidst spillede mod GOG, da de to hold mødtes i Kolding i ottendedelsfinalen i pokalturneringen. Dengang i slutningen af august vandt fynboerne som bekendt en storsejr, men i løbet af den seneste måned er der sket mange ting for de to hold, som mødes igen – nu i ligaen – mandag aften i Gudme.

GOG’erne har i mellemtiden vundet sidste sæsons pokalturnering, Santander Cup. Fynboerne har overbevisende spillet sig videre til gruppespillet i EHF European League, og bortset fra en uafgjort kamp mod Skjern har GOG også gjort rent bord i de øvrige fire ligakampe holdet har spillet i denne sæson.

Men KIF’erne har også vist store spillemæssige fremskridt siden pokalnederlaget – ikke mindst med de tre hjemmesejre i ligaen over Ribe-Esbjerg, Sønderjyske og Fredericia HK, og derfor er det da også et KIF-mandskab med tro på egne evner, som mandag aften stiller op til kampen mod GOG.

-GOG er et topmandskab med profiler på alle pladser, så vi ved alt om, at der venter os en svær opgave. Men vi ved også, at vi skal gøre mange ting anderledes end i pokalkampen i Kolding i august. Den kamp blev i alt for høj grad spillet på GOG’s præmisser. Vi kom til at løbe med dem, fordi vi for ofte havde for dårlige afslutninger, og derfor blev vi blandt andet straffet, da de scorede mange mål i tomt mål hos os. Det skal vi undgå mandag aften, hvis vi skal have chancen for et godt resultat, konstaterer KIF-træner Andreas Toudahl.

Han er klar over, at hans mandskab skal spille op til sit bedste samtidig med, at hjemmeholdet efter alt at dømme skal spille under vanlig standard, hvis KIF’erne skal skabe en overraskelse.

-Vi skal være dygtige til at afslutte rigtigt og samtidig komme hjem og stå i forsvaret seks mod seks. Det var vi senest mod Fredericia, og det forsvarsspil vi præsterede her betød så også, at vi skabte gode betingelser for vores målmand. Det niveau skal vi finde frem igen, hvis vi skal have chancen mod GOG, lyder det fra Andreas Toudahl.

Kampen mellem GOG og KIF Kolding fløjtes i gang mandag klokken 20.00, og den kan følges i en live-transmission på TV2 Sport.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle