Arkiv

Dagens KIF’er: Assistenttræner Torben Sørensen


I de seneste uger har vi præsenteret samtlige spillere plus trænerstaben i KIF Kolding gennem en række interviews. Dagens KIF’er er assistenttræner Torben Sørensen, som tiltrådte den 1. september i en deltids funktion som assistent for cheftræner Andreas Toudahl.

Fakta: Torben er 46 år. Torben har en lang spiller- og trænerkarriere bag sig. Som barn og ung spillede han i GV Ejby og Nr. Åby. Seniorkarrieren som stregspiller startede i Danmarksserien og senere 2. division i GV Ejby. I 1998 skiftede Torben Sørensen til KIF, hvor han spillede en enkelt sæson. Han skiftede tilbage til GV Ejby, og han har også spillet 1. divisionshåndbold i Tønder i halvanden sæson.

Torben Sørensen har været spillende træner i GV Ejby i fire sæsoner i 1. division, trænet SUS Nyborg i 1. division i én sæson, tre sæsoner i Otterup i 1. division samt 2 ½ år i Tønder – heraf ét år i ligaen. Det var således også Torben Sørensen, som stod i spidsen for Tønder, da holdet i maj 2019 var ude i tre dramatiske op/nedrykningskampe til ligaen mod KIF.

Torben er gift med Gitte, og de har tre børn: Freya på 20 år, Noah på 16 år og Lucca på 12 år.

Hvad tænker du om den kommende sæson. Hvad er dit og holdets sportslige mål for den kommende sæson?

-Nu blev jeg jo tilknyttet klubben umiddelbart før sæsonstart, så jeg var ikke med i hele træningsoptakten. Men det jeg har oplevet i den første måned som assistenttræner har været positivt. Spillerne træner rigtig godt, og mange af de ting vi arbejder med til træningen er også lykkedes godt i de fleste af de første seks ligakampe. Men som man har kunnet se er der også en del ting, hvor vi stadig kan forbedre os. Det med at snakke placeringer og slutspil er endnu alt for tidligt at sige noget begavet om.

Og hvad skal du bidrage med som assistenttræner?

-Jeg har forud for starten i klubben haft en masse gode snakke med Andreas, og vi er hundrede procent enige om retningen for det vi gerne vil. Jeg har lige skullet finde min rolle, og så byder jeg ind med input både til træningen og i kampene. Vi har en god dialog, og for mig har det været meget givende – både i forhold til trænerstaben og til spillerne.

Nævn tre håndboldpersonlighede du har ladet dig inspirere af?

-Jeg stjæler inspiration fra mange forskellige steder og personer – og det gør jeg både inden for håndboldens verden, men også fra andre steder ude i det civile liv. Jeg var i sin tid sammen med Ole Andersen og Lasse Boesen med til at starte projektet Hand The Ball, som er et projekt, der hjælper med at skabe livskvalitet og glæde med håndbold for børn og unge i udviklingslande og katastrofeområder. Det har også givet mig inspiration. Der har i tidens løb været mere end tre personligheder, som har givet mig inspiration.

Din største håndboldoplevelse eller den fedeste håndboldkamp du selv har været med i?

-Den ene sæson jeg spillede i KIF – 1998/99 – var en ret vild sæson. Mellem jul og nytår vandt vi pokaltitlen, da vi slog Skjern på deres hjemmebane. Vi vandt efter omkamp. Det var en fed oplevelse. Senere spillede vi også DM-finale mod dem, og her tabte vi desværre.

Herudover vil jeg nævne den sæson vi var i ligaen, da jeg var træner i Tønder. Her vandt vi begge kampe over Sønderjyske, og for Tønder var det noget helt specielt.

Hvad bruger du tiden på, når du ikke lige er håndboldtræner?

-Jeg har et job som underviser på en specialskole, men jeg skal i løbet af kort tid finde et andet deltidsjob. I mit arbejdsliv har jeg lavet lidt af hvert. Når jeg har fri bruger jeg ellers mest tiden på familien.

Fortæl noget om dig selv, som vi ikke vidste i forvejen?

-Jeg er lidt af en håndboldnørd, og det er måske ikke overraskende, når jeg er håndboldtræner. For mig handler håndbolden om andet og mere end resultaterne. Det handler i lige så høj grad om at have det sjovt, og om vejen til resultaterne. I min egen karriere har jeg også lavet nogle udsving undervejs, og det betyder at jeg har spillet i alle rækker – lige fra Serie 3 til håndboldligaen.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle