Arkiv

𝗘𝗻 𝗮𝗹𝘃𝗼𝗿𝗹𝗶𝗴 𝗺𝗮𝘃𝗲𝗽𝘂𝘀𝘁𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿 𝗞𝗜𝗙 𝗞𝗼𝗹𝗱𝗶𝗻𝗴


KIF Koldings fanklub, Den Gyldne Hånd, havde til onsdagens ligakamp i Sydbank Arena mod TMS Ringsted lavet en flot KIF-tifo, men hverken spillet eller resultatet kunne leve op til de flotte omgivelser i hallen.


Det endte med et skuffende KIF-nederlag på 25-30 efter en sjællandsk føring på 13-16 ved pausen, og det resultat giver både TMS nyt liv i bundkampen mod Lemvig samtidig med, at det i alvorlig grad sætter pres på KIF i bestræbelserne på at hente en plads i DM-slutspillet.


KIF-træner Andreas Toudahl havde forud for kampen slået fast, at KIF’erne ville komme op imod et heftigt fightende TMS-hold, og det kom i den grad til at holde stik. Fra starten af kampen havde KIF’erne i fraværet af holdets normale playmaker, Chris Jørgensen store problemer med at komme igennem det meget offensive sjællandske forsvar. Modsat havde gæsternes bagspillere, Morten Hempel Jensen og Martin Risom Christensen ikke samme problemer med at skyde sig igennem eller lave målgivende gennembrud mod KIF-forsvaret, som denne aften ikke var oppe på samme høje niveau som i tidligere kampe i sæsonen.

Der var også andre faktorer, som gjorde at KIF’erne halsede efter i første halvleg. KIF’erne brændte to straffekast, og en overtalsperiode blev også tabt, så KIF’erne i stedet for at hente ind på gæsternes føring på 9-11 kom bagud med 9-13. I slutsekunderne i første halvleg havde KIF’erne også med to mand i overtal chancen for at reducere gæsternes føring på 13-16, men overtalsspillet blev ikke sat ordentligt op, og så fusede det ud i en dårlig KIF-afslutning i halvlegens sidste sekund.

Det blev ikke bedre fra starten af anden halvleg. I løbet af de første godt tre minutter af halvlegen fik KIF’erne tre udvisninger. Først Kristoffer Vestergaard, siden Alexander Morsten og Thomas Boilesen, og set fra tilskuerpladserne var de to udvisninger på Morsten og Boilesen meget hårdt dømt. Det lignede sjællandske angrebsfejl, og man sad som iagttager med en fornemmelse af, at dommerduo’en Lars Olesen og Martin Gjeding i hvert fald ikke skulle beskyldes for at være hjemmedommere. Det skal de naturligvis heller ikke være, men flere kendelser var i hvert fald i kategorien ”diskutable”. Gæsterne udbyggede deres føring til 14-20 og 17-23 efter knap ti minutters spil, men så fulgte en god KIF-periode, hvor flere redninger fra Tim Winkler gjorde, at KIF’erne reducerede til 22-24. Og da Thomas Boilesen med knap ni minutter igen reducerede til 25-26 var kampen igen helt åben.


Men come back’et lykkedes ikke. I de sidste otte minutter brændte KIF’erne alt på en stærkt spillende Frank Mikkelsen i TMS-målet, og da gæsterne samtidig scorede i den anden ende var TMS’ overraskende sejr på 25-30 en realitet.


Så vidt vides den første TMS-sejr nogensinde i Kolding.


Og når ret skal være ret, så må man også bare erkende, at det var tale om en fortjent sejr til TMS, som fightede og spillede ganske flot denne aften

Modsat kunne man også se, at KIF’s normale spilstyrer, Chris Jørgensen var stærkt savnet, og at der var for mange af profilerne hos KIF, som havde en lidt halvskidt aften. Og så blev det hele heller ikke bedre af, at én af KIF’s normalt helt store profiler, svenske Andreas Flodman måtte udgå af kampen og ikke spillede hele anden halvleg. Han blev kørt på Kolding Sygehus og skulle her til observation for en mulig hjernerystelse.


For KIF’erne er der ikke andet at gøre end at gemme denne kamp væk og se frem mod nye vigtige opgaver. I første omgang udekampen på tirsdag mod TTH Holstebro. Her kan KIF’erne spille frit i den forstand, at holdet ikke er favorit, og så kan vi andre ellers håbe på, at det kan give KIF’erne et lille rygstød, som kan hjælpe holdet frem til en bedre præstation, end den holdet leverede onsdag aften i Sydbank Arena.

Matchfakta:

KIF Kolding-TMS Ringsted: 25-30 (13-16)


Målscorere:

KIF: Nicolaj Jørgensen og Thomas Boilesen, begge 5, Alexander Morsten, Benjamin Pedersen og Peter Balling, hver 3, Kristoffer Vestergaard og Jens Svane Peschardt, begge 2, Andreas Væver og Andreas Flodman, begge 1 mål.


TMS: Morten Hempel Jensen, 7, Martin Risom Christensen og Oskar Vind Rasmussen, begge 5, Andreas Maagaard og Minik Dahl Høegh, begge 4, Mads Dudek og Lauritz Legér, begge 2 mål samt Tobias Lantz-Pedersen, 1 mål.


Redninger:

KIF: Agust Eli Björgvinsson: 7/22 (31,82 procent), Tim Winkler: 6/19 (31,58 procent)

TMS: Tobias Lantz-Pedersen: 6/23 (26,09 procent), Frank Mikkelsen: 8/16 (50 procent)


Udvisninger:

KIF: 6, TMS: 5


Tilskuere: 0

Dagens Man of The Match, KIF: Nicolaj Jørgensen