Arkiv

Det var en rigtig skidt juleafslutning for KIF


Når man taber med 21-30 er det ikke dommernes skyld, at man taber. Så skal man i den grad kigge sin egen præstation efter i sømmene, og det gør KIF-spillerne og trænerstaben givetvis også efter tirsdagens store nederlag på hjemmebanen i Sydbank Arena, hvor KIF’erne blev rundbarberet af en af de nærmeste konkurrenter, Skanderborg Håndbold.


Når dommerne alligevel nævnes her i indledningen skyldes det den kendsgerning, at KIF’erne i den grad mistede konceptet i anden halvleg af kampen – direkte i kølvandet på to meget diskutable dommerkendelser. Ved stillingen 14-14 efter ni minutters spil i anden halvleg dømte dommerne en meget tvivlsom angrebsfejl på norske Thomas Boilesen. Ét minut senere var det en tilsvarende situation, som kostede endnu en angrebsfejl på Boilesen, og igen så det – fra tilskuerpladserne – temmelig tvivlsomt ud.

Det så ud til at påvirke KIF’erne voldsomt, og i de følgende minutter lavede KIF’erne flere fejlafleveringer, tekniske fejl og dårlige afslutninger – og tre minutter senere var KIF bagud med 14-19.

De sidste tyve minutter af denne kamp går over i historien, som efterårets dårligste minutter set med KIF-øjne. Det var der så andre og flere grunde end nogle tvivlsomme dommerkendelser til.


Skanderborg dækkede ekstremt aggressivt og med Mathias Smed som fremskudt mand i forsvaret havde KIF’s playmaker Chris Jørgensen svært ved at finde de kreative løsninger, som ofte betyder, at han leverer målgivende afleveringer til strege og fløje. Det gjorde han også tirsdag aften, men generelt hakkede KIF’s angrebsspil i meget store dele af kampen som følge af det meget aggressive Skanderborg-forsvar.

I første halvleg stod KIF’s forsvar godt, og det var baggrunden for, at KIF’erne fulgte med og kun var bagud med 9-11 ved pausen. Og samtidig stod Tim Winkler blændende i KIF-målet – ved halvtid med en redningsprocent over 50.

Inden kampen lå KIF på en slutspilsplads, men efter nederlaget og Fredericias sejr i Holstebro overvintrer KIF’erne nu på en niendeplads lige uden for slutspilsfeltet. Det er bestemt ikke nogen katastrofe, men nu kan KIF’erne holde en fortjent pause og tanke batterierne op og så komme stærkt tilbage efter det der i efteråret samlet set har været masser af fine præstationer fra KIF-mandskabet. Når vi altså lige ser bort fra de sidste tyve minutter tirsdag aften mod Skanderborg.


Kampfakta:

KIF Kolding-Skanderborg: 21-30 (9-11)


Målscorere:

KIF: Andreas Flodman, 7, Benjamin Pedersen og Thomas Boilesen, begge 3, Peter Balling og Alexander Morsten, begge 2, Kristoffer Vestergaard, Nikolaj Jørgensen, Andreas Væver og Troels Vejby Jørgensen, hver 1 mål.


Skanderborg: Thomas Arnoldsen, 6, Lars Skaarup, 5, Mathias Bitsch, 4, Cornelius Kragh, 3, Mathias Smed, Morten Balling, Mike Haack, Nikolaj Nielsen og Salah Boutaf, hver 2 mål, Kristian Bonefeld og Magnus Haubro Jensen, hver 1 mål.


Udvisninger:

KIF: 4, Skanderborg: 2


Redningsprocenter:

KIF: Tim Winkler: 16/38 (42,11 procent), Agust Eli Björgvinsson: 1/5 (20 procent).

Skanderborg: Salah Boutaf: 11/32 (34,38 procent)


Dagens man of the match hos KIF: Tim Winkler


Ingen tilskuere I Sydbank Arena Kolding

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding

#vikæmperforkolding