Arkiv

God anden halvleg var ikke nok for KIF


Skal man vinde en ligakamp over de danske mestre fra Aalborg må man ikke lukke 24 mål ind i første halvleg – og selv score 15. Det var det, der skete for KIF Koldings mandlige ligamandskab, da holdet lørdag sidst på eftermiddagen i Sydbank Arena Kolding tabte med 32-39 til Aalborg Håndbold.


Den sejr kunne der ikke indvendes noget imod, men til gengæld kunne man set med KIF-briller glæde sig over, at KIF’erne igen viste god moral og leverede en udmærket anden halvleg – som blev vundet med to mål.

KIF’erne fik en skidt start på kampen, og et koncentreret nordjysk mesterhold bragte sig efter syv et halv minuts spil foran med 1-6. Så tog KIF-træner Andreas Toudahl en time out for at få stoppet blødningen, som skyldtes for dårlige KIF-afslutninger, fejlafleveringer samtidig med, at KIF’erne ikke fik dæmmet op for de nordjyske skytter med en veloplagt Nikolaj Læsø i spidsen. I første halvleg gjorde Læsø stort set, hvad der passede ham, og da nordjyderne også havde en stærk dirigent i Henrik Mølgaard og stærke skytter i Mads Christiansen og svenske Felix Claar skulle det blive svært for KIF. Og så stod der altså 15-24 i nordjysk favør ved pausen.


Aalborg kom også foran med ti efter pausen, men et godt fightende KIF-mandskab fik samlet sig, og da unge Nikolaj Jørgensen efter godt ti minutters spil i anden halvleg reducerede til 22-28 begyndte det at lysne for KIF. Ikke at der blev spænding om resultatet, men KIF’erne blev ved med at fighte flot, og samtidig brugte KIF-trænerduo’en Andreas Toudahl og Torben Sørensen samtlige spillere på bænken, og det betød blandt andet også, at Troels Ejby Jørgensen efter cirka fem ugers skadespause fik come back og fik de sidste fem-seks minutter og her scorede KIF’s sidste to mål.


KIF’erne skal ikke bruge lang tid til at fordøje nederlaget til et stærkt spillende Aalborg-mandskab, men skal i stedet fokusere på den næste svære og uhyre vigtige opgave, som er udekampen mod Lemvig/Thyborøn på onsdag i Lemvig.


Kampfakta:

KIF-Aalborg Håndbold: 32-39 (15-24)


Målscorere:

KIF: Peter Balling og Andreas Flodman, begge 7, Alexander Morsten, Benjamin Pedersen og Thomas Boilesen, hver 3 mål, Vetle Rønningen, Kristoffer Vestergaard og Troels Ejby Jørgensen, hver 2 mål, Nikolaj Jørgensen, Andreas Væver og Chris Jørgensen, hver 1 mål.

Aalborg: Nikolaj Læsø og Buster Juul, begge 7, Sebastian Barthold og Felix Claar, begge 5, Mads Christiansen, 4, Lukas Sandell, Jonas Samuelsson og Henrik Mølgaard, hver 3 mål samt Magnus Saugstrup, 2 mål.


Dagens Man of the Match for KIF: Peter Balling.


Udvisninger:

KIF: 6, Aalborg: 2


Redninger:

KIF: Tim Winkler: 6/30 (20 procent), Agust Eli Björgvinsson: 2/14 (14,3 procent)

Aalborg: Simon Gade: 5/25 (20 proent), Mikael Aggefors: 1/13 (7,7 procent)


440 tilskuere i Sydbank Arena

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding