Heftig udfordring venter KIF


Af Ole Maass
Det kan godt være, at Bjerringbro-Silkeborg søndag aften tabte holdets første slutspilskamp med 32-28 ude mod Sønderjyske, men det ændrer ikke på, at midtjyderne uden sammenligning er ligaens mest formstærke mandskab med 11 sejre i træk i de foregående 11 ligakampe.
Det er derfor en heftig udfordring, som venter KIF Kolding-spillerne, når de onsdag aften med kampstart klokken 20 i Jysk Arena i Silkeborg skal op imod BSH i anden spillerunde i DM-slutspillet.
-Vi er meget bevidste om, hvor vores plads er i sammenligning med mandskaber som GOG og BSH, men det ændrer ikke på, at vi har tænkt os at tage kampen op med BSH, og at vi vil gøre alt i forsøget på at vinde den kamp. Det kræver, at vi kommer op på det samme niveau som i dele af første halvleg i vort forsvar seks mod seks. Og så kræver det frem for alt, at vi er dygtigere i angrebsspillet og minimerer fejlene i forhold til kampe i lørdags mod GOG, siger KIF-træner Andreas Toudahl.
-BSH er et hold, som råder over forsvarsspillere med masser af fysisk og international erfaring, så vi skal være både dygtigere og klogere, end vi var i kampen mod GOG, erkender Andreas Toudahl.
Søndag aften kunne han dog også se, at man med masser af fight og vildskab kan formå at overmande et hold som BSH. Det viste Sønderjyske, da de overraskende besejrede Bjerringbro-Silkeborg og dermed skabte uventet spænding i slutspilspuljen.
Kampen onsdag aften mellem BSH og KIF med kampstart klokken 20.00 vises direkte på TV2 Sport.

#vikæmperforkolding