KIF er klar til at jagte en revanche


KIF Koldings mandlige ligahold er på jagt efter revanche, når holdet fredag aften hjemme i Sydbank Arena tager imod Aarhus Håndbold.
 
I oktober 2020 endte det, der ved halvleg var en helt lige kamp mellem de to klubber med, at KIF’erne blev løbet over ende og tabte anden halvleg med 18-9 – og kampen med 33-24. Derfor er det et revanchelystent KIF-mandskab, som stiller op i Sydbank Arena fredag aften.
 
-Aarhus er et hold, som har rigtig mange kompetancer. De har en stor bredde – ikke mindst i deres bagkæde, og rammer den ene spiller ikke dagen har de som regel et par andre, som gør ondt på modstanderne. I vores kamp i Aarhus var det Mads Peter Lønborg fra højre fløj og Emil Jessen i bagkæden, som vi i særdeleshed havde svært ved at styre. Og senest har Mads Peter Lønborg især gjort sig bemærket på pladsen som højre back. Og så har de stærke bagspillere i norske William Aar, svenske August Wiger, Jesper Dahl og den to meter høje Anton Laursen, som også får mere spilletid, konstaterer KIF-træner Andreas Toudahl.
Han er klar over, at hans eget mandskab skal lægge nogle procenter på i forsvarsspillet i forhold til de seneste kampe, hvor KIF’erne tabte stort til GOG og BSH.
 
-Vi skal være skarpe rent defensivt. Det er for os nøglen til at få et godt resultat, siger Andreas Toudahl, som naturligvis også godt kan få øje på vigtigheden af kampen fredag aften, når man tager stillingen i ligaen i betragtning. Men nogen snak om slutspil eller ej gider han ikke bruge tiden på.
 
-Nej, vi har kun fokus på at forberede os til de ting vi skal gøre på banen. Alt det andet venter vi med at have fokus på, lyder den kontante konstatering fra Andreas Toudahl.
 
Kampen livestreames i samarbejde med ALPI, der er optakt fra kl.18:00 via vores Facebook side.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere