Arkiv

KIF har tre spillere på topscorerlisten


KIF Koldings mandlige ligahold har i sæsonens første 11 ligakampe markeret sig som et godt kollektiv, men på et kollektiv er der jo også individualister, som markerer sig. Det kan man også se på topscorerlisten i ligaen, hvor tre KIF-spillere er blandt topscorerne i ligaen.

Peter Balling har med 62 mål markeret sig som KIF’s bedste målskytte – og som den femtemest scorende i ligaen efter 11. spillerunde. Andreas Flodman og Andreas Væver på hver sin KIF-fløj har hver scoret 51 mål og er på en delt niendeplads på ligaens topscorerliste.

KIF’s øvrige målscorere er: Thomas Boilesen, 40 mål, Alexander Morsten, 32, Chris Jørgensen, 26, Nikolaj Jørgensen, 14, Benjamin Pedersen, 11, Kristoffer Vestergaard, 7, Vetle Rønningen, 7, Troels Ejby Jørgensen, 4 samt Agust Eli Björgvinsson, 1 mål.

På flere andre statistikker i ligaen markerer KIF’erne sig også. Peter Balling topper på listen over spillere, som leverer flest assist til medspillerne. 49 afleveringer har Balling leveret. Chris Jørgensen ligger også højt med 30 assist, mens Thomas Boilesen har leveret 21 assist til medspillerne.

KIF’s to målmænd ligger også pænt med redningsprocenterne. Islandske Agust Eli Björgvinsson har en redningsprocent på 29,2 efter de første 11 ligakampe. Tim Winkler ligger lige efter med en redningsprocent på 28,1.

KIF har også to spillere på top ti listen over flest udvisninger. Alexander Morsten har fået ni styk og er på en delt sjetteplads, mens en anden af KIF’s forsvarsklipper, Benjamin Pedersen, er noteret for otte to minutters udvisninger og dermed er på en delt ottendeplads på denne liste.

Endelig er Chris Jørgensen noteret for 37 tekniske fejl, og han topper dermed denne liste foran Ribe/Esbjergs Jonas Larholm med 33 tekniske fejl.

Statistikken fra divisionsforeningen i håndbold, som kan findes på hjemmesiden www.tophaandbold.dk fortæller ligeledes, at Andreas Væver ligger på en del tredjeplads over topscorerne på straffekast. Væver har 29 gange i de første 11 ligakampe scoret på straffekast.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle