Arkiv

KIF på hård opgave i Ringsted mandag aften


KIF Koldings mandlige håndboldligaspillere har kun haft to dage – lørdag og søndag – siden fredag aftens knebne nederlag mod Skjern til at forberede sig til den næste hårde opgave: mandag aftens ligakamp i Ringsted mod TMS Ringsted.


Det korte interval mellem kampene er dog ikke nogen undskyldning eftersom hjemmeholdet, TMS, har haft de samme betingelser, da vestsjællænderne ligeledes fredag aften spillede ude mod TTH Holstebro og her noget overraskende hentede sæsonens første point, da TMS efter en flot fight spillede uafgjort 32-32 mod Holstebro.

KIF’erne er altså i den grad advaret om, at der mandag aften venter en hård opgave mod et sjællandsk hold, som også tidligere i denne sæson på hjemmebane har spillet stort set lige op med hold som Sønderjyske, Skjern og Fredericia, hvor det blev til yderst knebne nederlag.


KIF Koldings ligaspillere kan dog tage til Ringsted med en god portion selvtillid i kroppen efter, at KIF-drengene fredag aften leverede en ganske glimrende indsats i 25-26 nederlaget mod Skjern. I den kamp var KIF-forsvaret igen oppe på det høje niveau, som holdet tidligere har vist flere gange i sæsonen, og så manglede der kun lige de sidste tre procent i afslutningerne, som gjorde at kampen ikke tippede til KIF’s fordel og gav et point eller to.


Mandag aftens modstander, TMS Ringsted, er et stærkt kollektiv med et par store individualister, som givetvis vil give KIF’erne ekstra meget at se til. Det gælder ikke mindst TMS’ stærke venstre back Morten Hempel Jensen, som fredag aften i Holstebro hamrede 14 kugler i kassen – på 19 forsøg – og dermed skød sig til tops på ligaens topscorerliste med 69 mål i sæsonens første ni kampe. Andre profiler er målmand Frank Mikkelsen, som huskes som en stærk sprællemand fra sin tid i GOG. Det er højre back Martin Risom, venstre fløj Mads Dudek, højre fløj Oskar Vind Rasmussen, og det er den tidligere KIF’er, Martin Mauer Larsen, som spillede i KIF i de foregående to sæsoner. Sæsoner som desværre for en stor dels vedkommende blev ødelagt af flere skader til Mauer. Men det ændrer ikke på, at han er en dygtig all round-spiller, og det samme er en spiller som Lasse Hamann-Boeriths, som før denne sæson skiftede fra Sønderjyske til TMS.


For KIF’erne handler det om at have fuld fokus på opgaven. Så er der bestemt muligheder for at hente point mandag aften på Vestsjælland. For KIF’s trofaste fans er der som følge af corona-restriktionerne ikke muligheder for at bakke drengene op i Ringsted. Men heldigvis viser TV2 Sport den vigtige kamp med optakt fra klokken 19.30 og kampstart klokken 20.00 mandag aften i Ringsted.

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding