Arkiv

KIF tabte højspændt drama mod BSH


KIF-spillerne havde fredag aften grund til at ærgre sig over nederlaget på 29-32 efter 14-15 ved pausen mod Bjerringbro-Silkeborg.


De to mandskaber gav hinanden et højspændt drama, som først blev afgjort i kampens allersidste minutter, og set med KIF-øjne blev det måske afgørende, at én af holdets bedste spillere, norske Thomas Boilesen, blev præsenteret for et højst diskutabelt rødt kort, da der manglede tre minutter og 41 sekunder af kampen. På det tidspunkt stod der 28-30 til BSH, og situationen som førte til Boilesens røde kort var et kamikaze-angreb fra gæsternes Sebastian Skube. Set fra tilskuerpladserne lignede det en angrebsfejl, men i situationen vurderede dommerne, at Thomas Boilesen ramte Skube med en albue i ansigtet, og i stedet for en angrebsfejl fik gæsterne bolden og scorede umiddelbart efter til 28-31.


Dermed var dramatikken ikke overstået, for tyve sekunder senere fik BSH’s Nikolaj Øris Nielsen rødt kort, da han ramte KIF’s Peter Balling i ansigtet efter, at Balling lavede et commandoraid. Det efterfølgende straffekast lobbede KIF’s Andreas Væver desværre over mål, og så var kampen reelt afgjort.


KIF fik en rigtig skidt start på kampen, og efter en række tekniske fejl og dårlige afslutninger var KIF efter syv minutters spil bagud med 0-6. KIF-træner Andreas Toudahl tog en time out, og stille og roligt arbejdede KIF’erne sig ind i kampen igen. Med god opbakning fra de 440 tilladte tilskuere i hallen steppede KIF’erne op i forsvaret, og det gav samtidig basis for, at Tim Winkler kom ind i målet og havde flere gode redninger i 1. halvleg, som endte med, at KIF’erne kom helt og fuldt tilbage i kampen og kun var bagud med 14-15 ved pausen.


I anden halvleg fortsatte KIF’erne de gode takter, og KIF’erne fik den første føring – 17-16 – da Peter Balling efter knap fire minutters spil i halvlegen bankede kuglen i kassen bag Kasper Larsen i gæsternes mål. KIF’erne var med til 20-20 efter ti minutters spil i anden halvleg, men så fulgte en dyr fem minutters periode uden KIF-scoringer, og da veteranen Mads Øris Nielsen efter et kvarters spil i anden halvleg bragte BSH på 20-25 syntes kampen at være afgjort.

Endnu engang viste KIF’erne masser af fight, god moral og også glimtvis rigtig godt spil. Agust Eli Bjørgvinsson kom ind og havde flere gode redninger, og igen arbejdede KIF’erne sig ind i kampen. Men samtidig kunne man også konstatere, at BSH i angrebet havde lidt flere strenge at spille på end KIF, og på skift var det spillere som Mads Øris Nielsen, Sebastian Skube, Nikolaj Øris, Mads Kjeldgaard Andersen og Jacob Lassen, som bankede de bolde i kassen, som betød, at BSH’erne kunne tage hjem med den hårdt tilkæmpede sejr.

For KIF’erne var der dog rigtig mange lyspunkter. Samtlige spillere på holdet fightede forbilledligt, og KIF’erne kan tage masser af moral med til de kommende vigtige kampe ude mod Skanderborg og Århus og hjemme mod Skjern fredag den 23. oktober.


Matchfakta:

KIF Kolding-Bjerringbro Silkeborg: 29-32 (14-15)


Målscorere:

KIF: Peter Balling, 7, Thomas Boilesen, 6, Andreas Væver, 5, Alexander Morsten, 4, Andreas Flodman, 3, Chris Jørgensen, 2, Nikolaj Jørgensen og Benjamin B. Pedersen, begge 1 mål.


BSH: Mads Øris Nielsen, 6, Sebastian Skube, Mads Kjeldgaard Andersen og Nikolaj Øris Nielsen, hver 5 mål, Jacob Lassen, Jesper Nøddesbo og Aksel Horgen, hver to mål.


Redninger:

KIF: Ágúst Eli Björgvinsson, 9/26 (34,6 procent), Tim Winkler, 6/19 (31,6 procent)


BSH: Johan Sjøstrand: 7/20 (35 procent), Kasper Larsen, 6/21 (28,6 procent)


Udvisninger:

KIF: 3 plus rødt kort til Thomas Boilesen

BSH: 2 plus rødt kort til Nikolaj Øris Nielsen.



Tilskuere: 440 i Sydbank Arena, Kolding

KIF Kolding
Ambolten 2-6
6000 Kolding
  • Facebook - Black Circle
  • Instagram - Black Circle
  • Twitter - Black Circle
  • LinkedIn - Black Circle

#vikæmperforkolding