Arkiv

PRESSEMEDDELELSE: Tre yngre erhvervsfolk er nye i bestyrelsen i KIF Håndbold Elite A/S


På generalforsamlingen i fredags i eliteselskabet bag KIF Koldings mandlige ligahåndboldhold skete der en væsentlig fornyelse og foryngelse i bestyrelsens sammensætning.


Tre yngre erhvervsfolk, Morten Strøh, Morten Høgsberg Nielsen og Steen Møller blev valgt ind i bestyrelsen, og de tre afløser fire af de seks medlemmer, som trådte til på den ekstraordinære generalforsamling i eliteselskabet den 29. maj i år. De fire, som trådte ud af bestyrelsen, er den hidtidige næstformand, Hans-Otto Wildfang, Teddy Hedegaard, Tove Hadberg samt Jens Svane Peschardt.



Billede fra top venstre: Gunnar Fogt, Benny Dall

Steen Møller, Morten Høgsberg Nielsen & Morten Strøh.


Den nye bestyrelse har efter fredagens generalforsamling konstitueret sig, og formanden for KIF Håndbold Elite A/S er fortsat Gunnar Fogt, ejer af softwarevirksomheden DataSign A/S, mens byrådsmedlem Benny Dall, som også sad i den tidligere bestyrelse, nu er næstformand for den bestyrelse, som trak i arbejdstøjet i fredags.


I kølvandet på generalforsamlingen retter formand Gunnar Fogt en stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer.

-De trådte til i en situation, som var meget svær for klubben. Det var modigt, og de har været med til at levere et fantastisk stykke arbejde, som har bragt klubben et bedre sted hen i forhold til for et halvt år siden. Det er der grund til at sige de fire tak for, understreger Gunnar Fogt.

Han glæder sig også over, at der nu kommer nogle yngre erhvervsfolk ind i bestyrelsen.


-Det er folk, som har nye ideer, folk, som har et godt netværk og som kan være med til at skaffe os flere sponsorer og samarbejdspartnere i KIF Håndbold Elite A/S. Det kan være med til at styrke fundamentet under klubben, mener Gunnar Fogt.


Næstformand Benny Dall ser også frem til arbejdet i en ny bestyrelse.

-I den bestyrelse, som nu har arbejdet i et halvt år, fik vi lagt et godt fundament. Nu skal vi kigge lidt længere frem og arbejde på lidt længere sigt, og her er der ingen tvivl om, at vi skal styrke båndene mellem eliten i klubben og bredden i form af moderklubben. Det er det, der på langt sigt vil være med til at sikre, at vi i KIF Kolding har et hold i toppen af dansk håndbold, mener Benny Dall.


Morten Strøh, 42 år, er gammel divisionsspiller i KIF Fodbold, og fra barnsben var han med sin far i hallen, når KIF spillede håndbold. Han er en mand, der brænder for Kolding, og i det civile liv er han sammen med tre forretningspartnere om at drive fem virksomheder: Marinaen, Café Mokka, Vinbaren, Kål & Co samt et firma, som har kastet sig over fremstilling af gin.

-KIF Kolding har i en lang årrække været et fantastisk brand for Kolding. Det vil jeg gerne være med til at bevare og udvikle. Derfor har jeg sagt ja til at gå ind i bestyrelsen. Håndbolden har i mange år været et samlingspunkt for rigtig mange mennesker i Kolding. Det er værd at kæmpe for, at det bliver ved med at være sådan, siger Morten Strøh.


Steen Møller, 52 år, var i tre sæsoner i begyndelsen af 90’erne, som målmand sammen med Karsten Holm med på KIF’s daværende førstehold, og efter at han som følge af en korsbåndsskade lagde sporten på hylden har han haft en succesfuld karriere inden for transport- og logistikbranchen.

-Håndbolden er den sport, som udadtil har gjort Kolding kendt. Det er vigtigt for byen og byens indbyggere. Det er også vigtigt for erhvervslivet. For mig er det en god grund til at gå ind i bestyrelsen. Derudover tænker jeg også, at der er gode muligheder for at forbedre driften af klubben, og det vil jeg også give mine input til, siger Steen Møller om et par af sine grunde til at gå ind i elitebestyrelsen i KIF Kolding.


Morten Høgsberg Nielsen, 41 år, er det tredje nye bestyrelsesmedlem i KIF Håndbold Elite A/S. I det civile liv er han direktør for afdelingerne i Kolding, Herning og Odense i den internationale transport- og logistikvirksomhed, ALPI Air & Sea A/S, og han har på flere måder haft et tæt forhold til håndboldligaklubben i Kolding. Det har han dels rent forretningsmæssigt som mangeårig sponsor, men også i kraft af, at han er jævnaldrende med og en nær ven af Lasse Boesen, der som bekendt i en lang årrække var en bærende profil på KIF’s mandlige ligahold.

-Sammen med Lasse har jeg været gulvtørrer, når ligaholdet i slutningen af 80’erne spillede de store kampe i KIF-Centret. For mig har Kolding og håndbolden altid været nært forbundet, og jeg mener vi skal skabe det stærke fundament for KIF Kolding gennem den treenighed, som hedder eliten, moderklubben, sponsorerne og alle de, der bakker op bag klubben. Jeg er i høj grad et klubmenneske, og det er også med de værdier i baglommen jeg er trådt ind i elitebestyrelsen, siger Morten Høgsberg Nielsen.


Kommentarer til denne pressemeddelelse kan hentes hos:

Bestyrelsesformand for KIF Håndbold Elite A/S, Gunnar Fogt, tlf. 28 87 87 12.