Arkiv

Pyha – det rakte til to vigtige KIF-point


Pyha lød det mange steder i opvisningshallen i Bramdrupdam Sports- & Mødecenter fredag aften omkring klokken 20.40, da KIF Koldings mandlige ligahold med det yderste af neglene fik kæmpet sig til en snæver sejr på 28-27 over Mors-Thy Håndbold og dermed sikrede sig yderligere to vigtige point i HTH-ligaen.


Det blev lige præcis så tæt, som man på forhånd kunne regne med efter en lidt ujævn kamp, hvor KIF’erne var i front stort set hele vejen, men aldrig kunne ryste det godt kæmpende nordvestjyske hold af. KIF’erne bragte sig i starten af 2. halvleg foran med 19-15, og knap otte minutter før tid bragte Peter Balling også KIF’erne på sejrskurs med sin scoring på et gennembrud til 27-24.


Men de sidste otte minutter blev en uhyre nervøs affære med fejlafleveringer og skud forbi mål, og da gæsternes Bjarke Christensen med knap to minutter tilbage sendte en lang bold op imod det tomme KIF-mål – ved stillingen 28-26 til KIF – gik der et sus igennem hallen, da bolden til alt held for KIF ramte stolpen og ikke gik i mål. På det efterfølgende angreb blev Peter Ballings skud reddet af indskiftede Søren Pedersen, og i stedet for at KIF kom foran med tre mål fik vi en gyserafslutning, da gæsternes højre back Mads Hoxer Hangaard med et minut og tre sekunder reducerede til 28-27. KIF skulle så angribe, og med 39 sekunder tilbage af kampen tog KIF-træner Andreas Toudahl time out.


KIF’erne fik tilkæmpet sig flere frikast og til stor frustration for Mors-Thy løb tiden ud, og KIF’erne og de 380 tilskuere i Bramdrupdam kunne juble over en hårdt tilkæmpet sejr efter en kamp, som ikke vil blive husket for skønhed og smukt håndboldspil. Men til gengæld havde alt i fight og drama.

I store dele af kampen stod KIF’s forsvar stærkt, og Tim Winkler i KIF-målet havde en række vigtige redninger – herunder to straffekast fra gæsternes Bjarke Christensen i første halvleg.

KIF’erne havde rimeligt godt styr på gæsternes skytter ude bagfra, men til gengæld boltrede venstre fløj Lasse Pedersen og højre fløj, Bjarke Christensen sig med i alt 12 mål fra fløjene.


Hos KIF lagde man endnu engang mærke til store stærke Benjamin Pedersen på stregen – og i forsvaret, hvor han sammen med den norske klippe, Vetle Rønningen og svenske Alexander Morsten lagde mange kræfter i og sikrede, at niveauet i KIF’s forsvarsspil var mere end godkendt.


KIF’s angrebsspil er set bedre i denne sæson. Men en spiller som Thomas Boilesen leverede langt hen ad vejen en fin kamp, ligesom også de unge spillere, Nicolai Jørgensen og Kristoffer Vestergaard bidrog med vigtige mål til KIF-sejren. Og samlet set var der tale om en solid holdindsats af KIF’erne på den midlertidige hjemmebane i Bramdrupdam, som fungerede som en helt perfekt ramme med et oplagt publikum denne fredag aften, hvor KIF’erne med de to point spillede sig op på en foreløbig sjetteplads i ligaen.


Matchfakta:

KIF Kolding-Mors-Thy Håndbold: 28-27 (16-14)


Målscorere:

KIF: Benjamin Pedersen, 7, Thomas Boilesen, 6, Peter Balling og Andreas Flodman, begge 5, Nicolaj Jørgensen, 2, Vetle Rønningen, Kristoffer Vestergaard og Alexander Morsten, hver 1 mål.

Mors-Thy: Lasse Pedersen, 7, Bjarke Christensen, 5, Jonas Gade Nielsen, Emil Bergholdt og Sander Øverjordet, hver 3, Macus Midtgaard og Mads Hoxer Hangaard, begge 2, Jens Dolberg og Jacob Hessellund, begge 1 mål.


Udvisninger:

KIF: 3, Mors-Thy: 3


Redningsprocenter:

KIF: Tim Winkler: 9/27 (33,3 procent), Agust Eli Björgvinsson: 1/8 (12,5 procent)

Mors-Thy: Rasmus Bech: 8/34 (23,53 procent), Søren Pedersen: 2/4 (50 procent)


380 tilskuere i Bramdrupdam Sports & Mødecenter