Slutspillet skydes i gang med brag mellem KIF og Skjern


Af Ole Maass

Slutspillet om DM-titlen skydes onsdag aften – klokken 19.00 i Sydbank Arena – i gang med braget mellem KIF Kolding og Skjern Håndbold.

Kampen er samtidig en nøglekamp, understreger KIF-træner Kristian Kristensen velvidende, at hans hold meget gerne skal have point i betragtning af, at KIF som bekendt går ind i slutspillet uden point, mens gæsterne fra Skjern via fjerdepladsen i grundspillet har et point med og dermed en klar fordel.

KIF og Skjern sluttede begge grundspillet med 33 point, men Skjern snuppede fjerdepladsen i kraft af, at holdet var bedst indbyrdes med en bedre målscore end KIF i de to klubbers to kampe i grundspillet.

Da de to klubber for to måneder siden mødte hinanden i Skjern, hvor hjemmeholdet vandt en stor sejr var det ikke mindst i kraft af en storspillende Alfred Jönsson, som ved den lejlighed hamrede 12 kugler i kassen. Den svenske landsholdsspiller, som sammen med de to norske landsholdsspillere Simen Pettersen og Eivind Tangen udgør en slagkraftig bagkæde hos vestjyderne er tre af de spillere KIF-forsvaret skal have allermest fokus på.

-Vi skal vise forsvarsspil på det niveau vi gjorde i sidste uge i Aalborg. Så skaber vi gode betingelser for vore målmænd, og offensivt er der heller ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge syv mod seks-spillet mod Skjerns stærke forsvar. Det er to af ligaens bedste forsvarshold, som mødes, og vi skal være omstillingsparate, når de blandt andet går frem og dækker offensivt, lyder det fra KIF-træner Kristian Kristensen.

Siden de to klubbers seneste møde for et par måneder siden i Skjern er både KIF og Skjern blevet svækket af skader. KIF i kraft af playmaker Sander Øverjordets skade, som holder ham ude resten af sæsonen, mens Skjern må undvære holdets anfører og stærke stregprofil Emil Bergholdt, som er ude med en korsbåndsskade, mens holdets anden stregspiller Senjamin Buric også spiller for nedsat kraft, som følge af en skade.

KIF-træner Kristian Kristensen håber, at KIF's hjemmepublikum er på mærkerne fra start.

-Det er nu sæsonen kulminerer, og kan vi onsdag aften lægge fra land med en sejr i den første slutspilskamp har vi alle muligheder for at spille en rolle i kampen om semifinalepladserne. Dertil har vi brug for en massiv opbakning fra vores hjemmepublikum, lyder det fra KIF-træneren.

Den opfordring er hermed givet videre. Kom i god tid i hallen inden kampstart klokken 19.00. Vi forventer tryk på til dette brag af en kamp mellem to klubber, som de seneste 25 år har mødt hinanden i masser af store og afgørende kampe.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udvikliet af Magio - web med mere