Tal og statistik: KIF Koldings sæson i tørre tal


Af Ole Maass

 

En lang og heftig håndboldsæson går på hæld og for KIF Koldings vedkommende blev det som bekendt både spændende, dramatisk og nervepirrende ud i alleryderste potens.

 

Her følger en række tal og fakta om KIF Koldings sæson man kan bruge til at forlyste sig med eller blive lidt klogere på de tal, der lå bag alle de dramaer vi overværede i håndboldhallerne.

 

  • KIF Kolding spillede 32 ligakampe – 28 i grundspillet og fire i kvalifikationsspillet til ligaen. De kampe gav syv sejre, syv uafgjorte kampe og 18 nederlag. KIF sluttede som nummer 12 i grundspillet og nummer fire af de fem hold i kvalifikationsspillet. KIF scorede i alt 922 mål i 32 kampe – 28,8 i gennemsnit. Der blev scoret 985 mål i mod KIF. Et snit på 30,8 mål pr. kamp.

 

  • KIF's 922 mål blev scoret af følgende spillere: Peter Balling, 162, Chris Jørgensen, 113, Benjamin Pedersen, 94, Andreas Flodman, 92, Mats Gordon Krog, 85, Thomas Boilesen, 67, Jesper Meinby Pedersen, 50, Jens Svane Peschardt, 45, Andreas Væver og Alexander Morsten, begge 43, Daniel Guldsmed, 41, Vetle Rønningen, 29, Emil Jessen, 25, Peter Lund, 19, Agust Eli Björgvinsson, 7, Andreas Elbek, 4 og Sebastian Bertelsen, 3.

 

  • Peter Balling er med sine 162 mål nummer fem på ligaens samlede topscorerliste. Tallene viser i øvrigt, at to stregspillere, Alexander Morsten og Daniel Guldsmed topper med den højeste scoringsprocent i forhold til det antal skud de har brugt. Morsten scorede på 43 af 53 skud (81 procent), mens Daniel Guldsmed scorede på 41 af 53 skud (77 procent).

 

  • KIF fik 94 udvisninger i de 32 kampe – 2,94 udvisning pr. kamp. Syv andre klubber i ligaen har fået flere udvisninger. Sønderjyske topper med 122, efterfulgt af BSH og Fredericia med 110 og 109.

 

  • KIF havde i denne sæson to spillere, som ligger i top, når det gælder om at servicere medspillerne med målgivende afleveringer. Ligesom i sidste sæson ligger både Chris Jørgensen og Peter Balling i toppen over assist til medspillerne. Chris Jørgensen leverede 123 assist i 31 kampe, mens Peter Balling havde næstsidste hånd på 110 målgivende afleveringer. Det betyder, at de to KIF'ere er henholdsvis nummer 6 og 7 på assistlisten.

 

  • KIF topper listen over antallet af tekniske fejl. Holdet fik 327 tekniske fejl i de 32 kampe – 10,22 pr. kamp. Herefter følger Skive med 10,11 og TMS Ringsted 9,21 tekniske fejl pr. kamp. Aalborg ligger lavest med et gennemsnit på 7,24 tekniske fejl pr. kamp.

 

  • KIF Koldings spillere har brændt en del straffekast i den forgangne sæson. Holdet har scoret på 77 ud af i alt 115 straffekast. Det svarer til 66,94 procent – og det betyder altså, at hvert tredje af holdets straffekast blev brændt. I denne statistik er det kun TMS Ringsted, som med 64,08 procents udnyttelse ligger lavere end KIF. Skjern topper listen med en scoringsprocent på 81,82 på straffekast. I næste sæson er der dog håb om forbedring på det punkt for KIF, når holdet får tilgang af én af ligaens mest sikre straffekastskytter, venstre fløj Bjarke Christensen.

 

  • KIF's to målmænd, Tim Winkler og Agust Eli Björgvinsson har sammenlagt reddet 367 ud af 1293 skud i denne sæson. Det svarer til en redningsprocent på 28,38 procent. Det placerer de to KIF-keepere som nummer 10 af de 15 klubber i ligaen i forhold til redningsprocent. Skjerns målmænd ligger højest med en redningsprocent på 33,49 procent, mens TTH Holstebros og TMS Ringsteds keepere ligger lavest med henholdsvis 25,76 og 25,75 i redningsprocent.

 

  • KIF Kolding havde i denne sæson 31.368 tilskuere til de 15 hjemmekampe med tilskuere. Det svarer til et gennemsnit på 2091 tilskuere pr. kamp. Og KIF Kolding er dermed på tredjepladsen i ligaen med det højeste tilskuergennemsnit. Aalborg topper med ikke færre end 3761 tilskuere i snit til hjemmekampene, mens Skjern er nummer to med 2525 tilskuere i snit. Efter KIF på tredjepladsen følger TTH med 1917 i snit, Sønderjyske med 1833 og BSH med 1802, mens TMS Ringsted og Ribe/Esbjerg HH ligger i bunden med henholdsvis 791 og 787 tilskuere i gennemsnit pr. hjemmekamp.

#vikæmperforkolding

WordPress hjemmeside udviklet af Magio - web med mere